Et æg om dagen giver ikke en øget risiko for at give dig hverken hjertesygdomme eller forhøjet kolesteroltal med deraf følgende sygdomme som blodpropper og/eller åreforkalkning.
Det viser et nyligt publiceret studie i det ansete lægevidenskabelige fagblad The British Medical Journal. Og det er ikke en hurtig hovsa-undersøgelse, som ligger til grund for de gode nyheder til alle æg-elskere.
Det er et 32 år langt og vedvarende studie af 215.618 sunde og raske mænd og kvinder, som har spist henholdsvis et æg, fem æg og endnu flere om ugen igennem al den tid. Fordi der er et højt kolesterolindhold i æg, har de små "protein-bomber" længe været beskyldt for, at man får kolesterolsygdomme, hvis man spiser for mange af dem.
Opløftende resultat
Men de nye undersøgelser kunne ikke entydigt påvise nogen forskelle i forsøgspersonernes sygdomsforløb og indtagelse af mængden af æg. Dvs. der var en lille forhøjet risiko for sygdomme for dem, som spiste mere end et æg om dagen, men deres diæt bestod som udgangspunkt også af mere rødt kød, personerne havde et højere BMI og spiste sjældent kolesterolnedsættende medicin.
Professor Andrew Odegaard fra University of California udtaler, at man ikke skal "lægge alle sine æg i en kurv" og bare spise uhæmmet mange æg, men forsøgets resultater er meget opløftende, mener han. Æg er sundt, en kilde til sund protein, indeholder masser af D-vitamin og har ligeledes antioxidanter, som er gavnlige mod mange dårlige ting i kroppen.
Fakta om forsøgspersonerne
Det amerikanske studie fra Californien inkluderede 83.349 kvindelige sygeplejersker mellem 30 og 55 år. 90.214 kvindelige sygeplejersker mellem 25 og 44 år og 42.055 mandlige sundhedsarbejdere mellem 40 og 75 år.
Ingen havde Diabetes 2 eller hjerteproblemer ved forsøgets start.
Læs mere om forsøget her.