Viberne bliver hængende i luften over Danmark.
Det lyder måske ikke så overraskende i sig selv, men det er faktisk specielt, at viberne ikke forlængst er fløjet videre til England, Frankrig og Spanien, og at de i december måned er her i stort antal.
Rapporteringer til Dansk Ornitologisk Forening viser, at omkring 100.000 viber i slutningen af november hyggede sig rundt om i det lune Danmark.
Tallet er rekordstort, og det er på én gang både glædeligt og skræmmende for fagfolk.
»Vi kan glæde os over, at vi kan se alle viberne. Men i denne sammenhæng er det et advarselssignal om, at der er noget galt med klimaet,« konstaterer Knud Flensted, biolog hos Dansk Ornitologisk Forening.
Normalt ville viberne være fløjet sydpå i oktober, men fortsætter vejret som nu, kan det være, de bliver her hele vinteren. Det strider mod naturens sædvanlige gang, men konsekvenserne er alligevel positive for næsten alle.
»Det er godt for bestanden, for viberne bliver skudt i Frankrig. Det gør det måske lidt hårdere at være regnorm herhjemme i visse egne, men indtil videre har det ellers ikke haft nogen påviselig effekt,« oplyser Knud Flensted.
Vibebestanden i Europa har ifølge ornitologforeningen ikke været lavere end nu, og derfor er det om at nyde synet af de mange viber, mens man kan.
Lige så snart fuglene mærker kulde, pakker de nemlig deres sydfrugter og flyver af sted til varmere egne.
Du kan læse mere om vinterviberne på www.dof.dk.