Om få år vil mange vordende forældre skulle tage stilling til, om de ønsker et barn med en arvelig sygdom eller vælger en abort.
En ny bio-chip er på vej, som ud fra dna kan afsløre, om et foster har en af mange hundrede arvelige sygdomme.
»Teknologien er på plads, men det er stadig dyrt at masseproducere bio-chippen,« siger professor fra Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet Øjvind Lidegaard. Han regner med, at chippen vil være i brug herhjemme i løbet af 5-10 år.
Risiko for sygdom
Mange dna-test er næsten 100 procent sikre, men når det drejer sig om sygdomme, som skyldes flere faktorer, kan testene kun fortælle, at man har en vis risiko for at blive syg.
Den nye bio-chip vil betyde, at lægerne i fremtiden kan opdage langt flere arvelige sygdomme hos fostre end i dag.
Fordelen er, at man så kan behandle barnet tidligt for en sygdom, men teknikken kan også betyde, at flere mødre vælger en abort.
»Holdningen til misdannelser har ændret sig, så forældrene er blevet mere krævende: Børnene skal være perfekte. Den udvikling kan gå hurtigt i fremtiden, og vi ved ikke, hvor grænsen for abort ligger,« siger Øjvind Lidegaard.
Fostret var sygt
Michala Høgh Daimar fra København ved, at flere test vil skabe dilemmaer hos familier.
Fire gange har hun været gravid, og fire gange har dna-analysen af fostret vist, at barnet ville få cystisk fibrose.
Hun har allerede en datter med den alvorlige arvelige sygdom, som kan give lungebetændelse, diarré og tidlig død. Familien kunne ikke magte endnu et sygt barn, så Michala har fået fire aborter.
»Det har været rigtigt hårdt, og jeg har været meget ked af det,« siger Michala Høgh Daimar, som trods alt er glad for, at hun fik tilbudt dna-test af fostret. Ellers ville hun ikke turde blive gravid.
Nej tak til lidelse
Landsforeningen for Cystisk Fibrose ønsker, at alle gravide allerede nu får tilbudt en dna-test. Dansk Handicapforbund er dog bekymret for, at vores tankegang er på vej til at blive mere umenneskelig.
»Teknikken kan føre til, at vores menneskesyn ændrer sig, så man kun synes, at man er et rigtigt menneske, hvis man er perfekt og uden sygdom. Vi vil acceptere mindre og mindre i livet, som kan udfordre os, men livet er både op og nedture,« mener Hanne Klitgaard Larsen, formand for etisk udvalg i Dansk Handicapforbund.
En biochip ligner en chip fra en computer, og er på størrelse med et frimærke. Ud fra en lille blodprøve har chippen nogle sporstoffer, som kan analysere DNA og vise, om personen eller fostret har arvelige sygdomme. Oplysningerne bliver sendt videre til en computer. Biochippen kan afkode generne og skabe en DNA-profil af det menneske, der testes. Flere forskere regner med, at biochippen vil revolutionere lægernes mulighed for at opdage sygdomme.
Kilde: Teknologirådet