Peter Ibsen, formand for Politiforbundet, ser gerne, at politikerne snart kommer på banen og tager noget ansvar, inden flere konfrontationer mellem politiet og Ungdomshusets brugere er en realitet. Hvis man beslutter at rydde Ungdomshuset, er nye uroligheder som dem i december næsten uundgåelige.
»Det er glædeligt, at der er opbakning fra alle sider og forståelse for politiets indsats. Men vi skal have en politisk plan i ryggen og ikke efterlades med sorteper,« siger han til politiforbundets fagblad.
»Vi er der for at opretholde lov og orden og garantere alles tryghed. Ikke for at blive ladt i stikken med en politisk uløselig knude,« fortsætter han.