Flere danskere bruger dankortet til at betale med. Over det seneste år - fra november sidste år til november i år - er dankortet brugt 6,6 procent mere, viser tal fra Nets. Forbruget på dankort var i november knap 25,8 milliarder kroner.
Gennemsnitsbetalingen er på 309 kroner, hvilket er på samme niveau som i november sidste år. Seniorøkonom i Nykredit Markets Tore Stramer skruer da heller ikke op for optimismen.
- Man skal huske på, at sæsonkorrektionen er forbundet med ekstra stor usikkerhed i øjeblikket. Det skyldes, at det i oktober blev muligt for forretningerne at holde åbent om søndagen, siger han i en kommentar.
Ser man i stedet på udviklingen i dankortomsætningen over en tre måneders periode fra juni-august til september-november er der dog fortsat tale om stigninger på omkring 2,2 procent.
- Det er ganske pæn stigning - ikke mindst med tanke på, at priserne kun er steget med i omegnen af 0,1 procent i samme periode, siger Tore Stramer.
Han peger på, at det er positivt at udbetalingen af efterlønspengene nu så småt begynder at løfte privatforbruget.
- Men når det er sagt, så er det dog endnu for tidligt at skrue helt op for optimismen. Dankortomsætningen kan svinge en del fra måned til måned, men dagens tal giver håb om, at privatforbruget er på vej op i gear, siger han.
Det er afgørende, at privatforbruget vokser, hvis dansk økonomi skal holde recessionen fra døren.
Privatøkonom i Danske Bank, Las Olsen vurderer på baggrund af fremgangen, at julehandlen vil vokse i forhold til sidste år.
- Juletræerne vokser ikke ind i himlen. Med dagens tal er det vores skøn, at julehandlen reelt kommer til at være trekvart procent større end sidste år, korrigeret for inflation.
- Men det er selvfølgelig heller ikke så ringe, når man tænker på, at vi stort set alle sammen har oplevet et fald i realindkomsten efter skat her i 2012, siger Las Olsen.
/ritzau/