Der er ikke noget alternativ til at lande en trepartsaftale, der hjælper mere end 20.000 flygtninge med at få fodfæste på det danske arbejdsmarked.
Det mener forbundsformand i HK, Kim Simonsen, som også sidder i LO’s daglige ledelse. Han deltager i forhandlingerne mellem regering, DA og fagbevægelse for at finde trylleformularen for succesfuld integration, så flygtningene kan forsørge sig selv.
- Selvfølgelig lykkes treparten. Vi får en aftale næste uge eller næste uge igen. Vi har jo ikke travlt. Når statsministeren sagde, at nu har vi haft et problem med integration i de sidste sytten år, er det jo ikke sikkert, at vi kan løse det på tre uger, siger han.
Set med Kim Simonsens øjne vil det være en katastrofe, hvis trepartsforhandlingerne falder til jorden.
- Hvis det ikke lykkes at finde en trepartsaftale om integration, skal problemet jo løses alligevel. Og jeg tror ikke, at det løses ved, at man bestiller 6.000 busser og kører flygtningene tilbage over grænsen, siger han.
Må ikke drukne i tidspres
Når HK-formanden ser ud over Mellemøsten og Europa, får han øje på et utal af udfordringer på grund af krige og flygtningepres. Og Danmark kan selvfølgelig ikke smyge sig udenom at give flygtninge asyl og beskyttelse, anfører han.
Derfor kan man ifølge Kim Simonsen lige så godt smøge ærmerne op og bidrage til at få syriske, afghanske, irakiske og andre flygtninge integreret. Uanset om man er forbundsformand, arbejdsgiver, politiker eller hvem som helst, må man ifølge Kim Simonsen se virkeligheden i øjnene.
- Samfundet, regeringen og Folketinget har en forpligtelse til at løse integrationen, uanset om det bliver gennem trepart eller ej. Og jeg vil være rigtig ked af det og tror også, at det bliver problemfyldt, hvis man løser integrationen uden arbejdsmarkedets parter. Så vi har en rigtig stærk forpligtelse til at få en aftale på plads. Den forpligtelse må ikke drukne i tidspres, advarer han.
Robust løsning
Hastværk kan ifølge Kim Simonsen blive lastværk, når det gælder integration, mener han.
- Det skal tænkes godt igennem. Flygtningeproblemet er større end sidste år, og der er en risiko for, at det ikke bliver mindre i år. Derfor skal vi lave en robust løsning. Det er ikke nemt, men det skal lykkes, siger han.
Næste møde omkring treparts-bordet foregår tirsdag 15. marts. Forventningen er, at en treparsaftale er lige på trapperne.