Debatindlæg Debat: Vi lukker øjnene for uanstændigheden på Kærshovedgård

ELENDIGE ARBEJDSFORHOLD på Kærshovedgård går ud over både personalet og asylsøgere. Samtidig svigter Udlændingestyrelsen, og politiske lovændringer står i vejen for, at disse mennesker kan blive behandlet med empati, etik og moral.

For et par dage siden talte jeg en times tid med tidligere enhedschef Peter Sneftrup på udrejsecenteret Kærshovedgård i Bording. Peter Sneftrup har tidligere talt om de kritisable forhold på Kærshovedgård med DR's Anders Agger.

Ca. 200 "indsatte" er der på Kærshovedgård, deres sagsbehandling og afklaringsforløb skulle ifølge Udlændingestyrelsen have været færdiggjort efter 4-8 uger, med enten udsendelse af Danmark eller i videreforløb med integration.

4, ja KUN 4, ud af 200 har på over et år fået deres sag afklaret, hvilket er totalt asocialt og menneskeligt grænseoverskridende.

Mellem 60 og 80 udlændinge er så utilfredse og frie, så de terroriserer her i Danmark, blandt andet rejser nogle til Christiania for at handle og videresælge.

På Kærshovedgård er der 1 fængselsbetjent pr. vagt til 200 indsatte. Resten af personalet er for dårligt klædt på til det job, som Kriminalforsorgen svigter. Nøjagtig på samme vis sker det formentlig på Udrejsecenter Sjælsmark, hvor familier med børn anbringes.

ANSATTE UDEN UDDANNELSE inden for kriminalforsorgen rekrutteres for at holde lønudgifterne nede, og har ingen forudsætninger for at arbejde med kriminelle, som en tredjedel af de indsatte menes at være, og som dagligt skaber psykisk utryghed og uro på udrejsecenteret.

Man forventer, at der snart vil ankomme yderligere 200 personer til Kærshovedgård. Centeret, der tidligere var afsoningsfængsel for skatte- og momsskyldnere, er oprindeligt bygget til 400 personer.

Det er ikke kun politisk, der er et mega problem på Kærshovedgård, men så sandelig også i både Kriminalforsorgen og Udlændingestyrelsen, som Inger Støjberg er minister for.

Kriminelle fremmede uden dansk pas SKAL udvises OMGÅENDE af Danmark, og der skal IKKE gå op til et år eller mere.

Dette er et debat-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.