De danske lønmodtagere er blevet nogle af de mest flittige og effektive i Europa.
Det skriver Politiken på baggrund af de nyeste tal fra den internationale økonomiske samarbejdsorganisation OECD.
I 2010 var produktivitetsvæksten i den danske økonomi på 3,3 procent, mens den i eurozonen var på 1,8 procent.
De danske lønmodtagere topper derfor i øjeblikket, når det gælder produktivitet.
Professor i økonomi og tidligere formand for Det Økonomiske Råd, Torben M. Andersen, siger til Politiken, at det er helt afgørende, at den positive udvikling fortsætter, hvis vi skal have større velstand i Danmark.
"Produktiviteten har rejst sig kraftigt i Danmark efter først at være faldet meget voldsomt. Det er på længere sigt helt afgørende, at denne udvikling fortsætter, hvis vi skal have skabt velstandsfremgang i Danmark," siger han til Politiken.
Og udviklingen ser ud til at fortsætte. I 2010 steg produktiviteten i industrien med 9,4 procent og med 6,0 procent i 2011.
Priserne stiger også hurtigere end lønnen, og mange danskere får færre lønstigninger end deres kollegaer i Tyskland og Sverige.
Ifølge flere eksperter giver det derfor mening, at regeringen lancerede en produktivitetskommission i sidste uge.