Du sidder med dit nøglekort og logger på netbanken for at se dine kontoudtog - eller du er i færd med at gå ind på Skats hjemmeside for at se, hvor meget du skal betale til skattefar næste år.
Og faktisk er vi så glade for NemID, at vi siden lanceringen i juli 2010 har logget os på via NemID en milliard gange.
Og det er ikke kun de unge, der har taget metoden til sig. Især folk over 60 år er flittige brugere af NemID.
En undersøgelse, som mediebureauet MEC har lavet for NemID, viser, at 27 procent af folk fra 60 år og op efter bruger NemID mere end 16 gange om måneden. Blandt de unge mellem 15-29 år svarer blot 17 procent, at de bruger NemID lige så ofte.
Og det er fordi, det er nemt at benytte sig af NemID, når man skal logge på en hjemmeside. Tre ud af fire af undersøgelsens deltagere mener, at NemID er en praktisk digital adgang - kun seks procent finder den svær at bruge.
Faktisk er 96 procent af de adspurgte i undersøgelsen tilfredse med NemID - heraf er hver tredje - 36 procent - "meget tilfredse". Det er en forbedring i forhold til sidste år, hvor 90 procent var tilfredse, og heraf 31 procent "meget tilfredse".
Samlet er 1502 personer over 15 år blevet spurgt om deres brug af NemID. Og det er femte gang, man laver undersøgelsen.
I dag bruger 3,7 millioner danskere NemID til både banker, offentlige og private hjemmesider. Derudover har 400 private virksomheder indgået en aftale om at tage imod NemID på deres hjemmesider.