Danmark indtager en førsteplads, når det kommer til brugen af det offentliges hjemmesider. Fire ud af fem danskere mellem 16 og 74 år har i løbet af det seneste år hentet informationer digitalt fra myndighederne, og det gør os til europamestre.
Tallene er analyseret af IT-Branchen ud fra EU's statistikkontor Eurostat, og resultatet vækker begejstring i branchen.
- Danskerne bruger ikke kun internettet til underholdning. Det er meget positivt, at vi i Danmark især er gode til at bruge nettet til at få nyttige informationer, siger Morten Bangsgaard, administrerende direktør i IT-Branchen i en pressemeddelelse.
Han ser det høje tal som et udtryk for, at danskerne for alvor er klar til regeringens planer om et mere digitalt Danmark.
- Vi er de mest digitalt parate i verden, og danskerne er klar til endnu mere digitalisering. De nye tal viser, at danskerne meget gerne vil bruge nettet og nye digitale løsninger, når der bliver gjort en målrettet indsats, siger Morten Bangsgaard.
To ud af tre har også sendt udfyldte offentlige formularer digitalt. Det er en fordobling i forhold til 2008 og giver danskerne en sølvmedalje kun overgået af Island.
Den fællesoffentlige borgerportal borger.dk slog i januar besøgsrekord med 1.907.394 besøg. Den er et led i planerne om et mere digitaliseret Danmark. Her kan borgere logge sig på og se personlige oplysninger om skat, sundhed, bolig og økonomi.
/ritzau/