Vestager om kultur blandt egne ansatte: Jeg har et ansvar

Eu's konkurrencekommisær, Margrethe Vestager, sørger for at gå hjem i ordentlig tid fra kontoret i Bruxelles. (Foto: Foto: Yver Herman/Reuters/Ritzau Scanpix)

Den danske EU-kommisær Margrethe Vestager sørger for at gå hjem i ordentlig tid fra sit kontor, for at sikre at medarbejderne også får holdt fri.

Det var lidt af en omvæltning, da Margrethe Vestager skulle skifte livet hjemme på Amager ud med tjansen som EU-kommisær i Bruxelles. 

Torsdag var hun på besøg som dagens 'sommergæst' i Aftenshowet på DR1. Her fortalte Margrethe Vestager, at hun forsøger at opretholde en følelse af at være 'hjemme i Danmark' i en by som Bruxelles.

- I vid udstrækning gør jeg nogle af de samme ting, som før. For ikke at falde med fristelsen med bare at blive på kontoret, fordi der ikke er nogen derhjemme, så går jeg hjem. Ellers går mine medarbejdere heller ikke hjem. Der er lidt en kultur af, at man ikke går hjem før chefen, lyder det fra Margrethe Vestager i Aftenshowet.

Margrethe Vestager har tre døtre sammen med sin mand Thomas Jensen. Han bor 'hjemme' på Amager med parrets yngste datter, mens Margrethe Vestager og den mellemste, der går i gymnasiet, bor i Bruxelles.

Og selvom det er hårdt arbejde, er det stadig vigtigt for hende, at hendes medarbejdere får tid til andet end arbejde.

- Jeg har et ansvar for at gå ud af døren, sådan så mine medarbejdere også kan komme ud af døren. Det kan så godt være, vi lige læser papirer eller svarer mails sent om aftenen, men det er en god ting at komme hjem - spis noget aftensmad, se nyheder eller se en serie og bare gør almindelige ting.

'Skattedamen'

Margrethe Vestager var i perioden 2007-2014 politisk leder hos De Radikale. I perioden 2011-2014 sad hun som økonomi- og indenrigsminister i regeringen ledet af Helle Thorning-Schmidt (S).

Vestager var ligeledes undervisningsminister i perioden 1998-2001 under Poul Nyrup Rasmussen (S).

Siden 1. november 2014 har hun været konkurrence-kommissær i EU. Her har hun gjort sig bemærket ved at stænge den ene milliardbøde efter den anden ud til store firmaer som Google og Apple.

Det arbejde har også vakt opsigt på den anden side af Atlanten. Under G7-topmødet i juni kom den amerikanske præsident Donald Trump med bemærkningen: "Hende der jeres skattedame. Hun hader virkelig USA," henvendt til EU-kommisionens formand, Jean Claude-Juncker.