Vestager afslører planer om fremtiden i politik

Den tidligere radikale partileder vil gerne fortsætte på posten som EU's konkurrencekommissær efter næste år.
Margrethe Vestager har vakt opsigt som EU's konkurrencekommissær ved at rejse sager mod en række store internationale selskaber. Og det arbejde vil hun gerne fortsætte i den næste kommission.
Margrethe Vestager har vakt opsigt som EU's konkurrencekommissær ved at rejse sager mod en række store internationale selskaber. Og det arbejde vil hun gerne fortsætte i den næste kommission. Foto: Linda Kastrup/Scanpix/arkiv

Margrethe Vestager vil gerne fortsætte som konkurrencekommissær i EU-Kommissionen. Det udtaler hun ifølge netmediet politico.eu til de belgiske aviser L'Echo og De Tijd.

- Det, jeg virkelig gerne vil, er at få et andet mandat her i kommissionen, siger Margrethe Vestager ifølge politico.eu til de to aviser.

- Jeg har set, at det tager tid at lære, at gøre ting ordentligt og sætte ting på plads. Med et andet mandat tror jeg, at vi kan udrette nogle fantastiske ting.

Vestager betegnes som en af de mest magtfulde og profilerede kommissærer. Det er især sager mod store internationale firmaer som Apple og Google, der har skabt opmærksomhed omkring hende.

Den danske EU-kommissær er også flere gange blevet nævnt som et godt bud på at blive den næste formand for kommissionen.

I november kunne politico.eu berette, at den franske præsident, Emmanuel Macron, gerne ser Margrethe Vestager efterfølge luxembourgske Jean-Claude Juncker, der ikke genopstiller som kommissionsformand i 2019.

Netmediet citerede "tre højtstående embedsmænd" i EU-Parlamentet og skrev, at Vestager betegnes som "EU's stærkeste kvinde".

De spekulationer er også nået frem til hovedpersonen selv:

- Det er det samme i europæisk og national politik: Der er rygter over alt.

- Men jeg tager det som en dejlig kompliment. Det er altid rart at vide, at nogle synes, at man gør et godt stykke arbejde, siger Margrethe Vestager ifølge politico.eu.

Den tidligere partileder for De Radikale har været konkurrencekommissær siden 2014.

Hendes embedsperiode udløber sammen med resten af Junckers kommission til næste år, hvor medlemslandenes regeringer skal udpege de nye kommissærer.

Vestagers chancer for at fortsætte som konkurrencekommissær afhænger derfor både af, hvem der har regeringsmagten i Danmark næste år samt hvilken kommissærpost, hun måtte blive tildelt af den nye formand.

Det ville langt fra være første gang, en kommissær fortsatte i kommissionen. Men det er sjældent, at en kommissær beholder samme post i anden embedsperiode.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.