Verdensmesteren i damesingle, Wang Yihan, vandt en af karrierens mest følelsesladede sejre, da Kinas kvinder lørdag sikrede sig det uofficielle VM for badmintonlandshold, Uber Cup, på hjemmebane i Wuhan.
24-årige Wang Yihan græd lettelsens tårer, da hun i den første kamp mod Sydkorea reddede fire matchbolde i andet sæt og vandt 14-21, 22-20, 21-13 over sydkoreaneren Sung Ji Hyun.
- Jeg troede ikke, at jeg ville græde på banen i dag, men pludselig mærkede jeg tårer. Og da jeg omfavnede Li Yongbo (Kinas landstræner) så jeg, at der også var tårer i hans øjne. Det var meget følelsesladet, siger Wang Yihan ifølge AFP.
Kina endte med at vinde finalen 3-0 efter sejr i en damedouble og yderligere en damesingle.
De store emotioner skyldes ikke mindst, at Kina var ude efter revanche for det sensationelle nederlag til netop Sydkorea i den seneste Uber Cup-finale for to år siden.
Kina havde på det tidspunkt vundet de seneste seks Uber Cup-turneringer, men i finalen tabte blandt andre Wang Yihan på vej mod 1-3-nederlaget.
Den skamplet ville verdensmesteren for enhver pris have fjernet i år.
- Jeg tænkte: Hvad nu hvis jeg taber min kamp ligesom i 2010. Men det fik mig bare til at blive endnu mere sikker på, at det ikke skulle ske, siger den glade Wang Yihan.
Kinas dominans i de rene damerækker i badminton kan sammenlignes med Usain Bolts herredømme i atletik og Tiger Woods' i golfsporten, da han var på toppen.
Ikke siden Camilla Martins VM-guld i damesingle i 1999 er en VM- eller OL-guldmedalje blevet hængt om halsen på andre end kinesiske udøvere i damesingle og damedouble.