Verdensetter får dårligt optakt til Australian Open

Sport
FILE PHOTO: Simona Halep of Romania at USTA Billie Jean King National Tennis Center, Aug 27, 2018; New York, NY, USA (Foto: Usa Today Sports/Ritzau Scanpix)

Verdensetteren Simona Halep tabte sin første kamp i Sydney, da hun gjorde comeback efter tre måneders pause.

I lighed med Caroline Wozniacki fik verdensetteren Simona Halep heller ingen flyvende start på året inden grand slam-turneringen Australian Open.

I opvarmningsturneringen Sydney International blev den rumænske tennisstjerne ekspederet ud allerede i anden runde - Haleps første kamp i turneringen - da hun tabte til hjemmebanehåbet Ashleigh Barty med 4-6, 4-6.

Det var samtidig Haleps første kamp, siden hun trak sig under en kamp med en rygskade ved WTA-turneringen i Beijing 30. september sidste år. Skaden hæmmede hende i flere uger, og hun måtte blandt andet trække sig fra sæsonfinalen.

- Jeg synes, at jeg spillede en god kamp, hvis man ser på, at det næsten er fire måneder siden, jeg har spillet en hel kamp.

- Men Ashleigh Barty spillede virkelig på et højt niveau, og hun fortjente at vinde. Jeg havde mine chancer, men jeg udnyttede dem ikke, siger Halep ifølge AP efter nederlaget.

- Jeg har ingen smerter lige nu, og det er et godt tegn. Nu skal jeg restituere, og så må vi se, hvordan jeg har det i morgen, tilføjer Halep.

WTA-turneringen i Sydney er sidste opvarmningsturnering inden Australian Open.

Også Caroline Wozniacki fik en sløj optakt til årets første grand slam-turnering. I sidste uge røg danskeren ud efter at have spillet to kampe i ASB Classic i Auckland.

Netop Wozniacki og Halep mødte hinanden i finalen i Australian Open sidste år. Ved den lejlighed vandt danskeren efter tre sæt.

/ritzau/