Problemer med smog i Frankrigs hovedstad, Paris, får nu bystyret til at lukke den berømte boulevard Champs-Elysees for biler den første søndag i hver måned.
Det oplyser parisiske lokalpolitikere mandag aften til nyhedsbureauet AFP.
Boulevarden er måske mest kendt som dyr shoppinggade eller stedet, hvor verdens bedste cykelryttere kører de sidste kilometer i Tour de France hvert år.
Det nye tiltag træder i kraft allerede fra maj, hvilket betyder, at man kan spadsere ned ad den majestætiske allé første gang 8. maj.
Egentlig er 1. maj den første søndag i maj, men det er en officiel fridag i Frankrig, hvor man fejrer arbejdernes internationale kampdag.
Champs-Elysees strækker sig over to kilometer i det centrale Paris. Også ni andre ruter i Paris vil blive lavet til gågader hver søndag og på helligdage.
Tiltagene er en del af byens "træk vejret Paris"-projekt, der også har betydet, at der er blevet holdt bilfrie dage i det stadig mere forurenede parisiske centrum.
Paris' borgmester, socialisten Anne Hidalgo, har indført projektet, der skal give franskmændene renere luft i lungerne.
I 2014 foreslog Hidalgo, at ingen dieselbiler fra før 2011 måtte køre i Paris' gader og stræder i 2020.
Og da Eiffeltårnet i marts 2015 forsvandt i smog, tilbød byen gratis ture med undergrundsbanen og busser og indførte et delvist og kortvarigt forbud mod bilkørsel.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, siger, at luftforurening er ansvarlig for omkring 42.000 dødsfald i Frankrig hvert år.
/ritzau/