Den amerikanske golfstjerne Tiger Woods er tilbage på toppen af magasinet Forbes' liste over verdens 100 bedst betalte sportsstjerner.
Med en indtjening på lidt over 78 millioner dollar det seneste år rykker han op fra en tredje til en førsteplads - især hjulpet godt på vej af en række nye sponsoraftaler og en fordobling af præmiepenge. Det skriver BBC.
Tennisstjernen Roger Federer er rykket op på andenpladsen med sine cirka 71,5 millioner dollar, mens basketball-profilen Kobe Bryant ligger nummer tre med små 70 millioner dollar.
38-årige David Beckham, som offentliggjorde sit karrierestop efter at have vundet mesterskabet i denne sæson med Paris Saint-Germain, har tjent 47,2 millioner dollar. Det giver ham en ottendeplads på Forbes-listen.
David Beckham er dermed den højest betalte fodboldspiller. Real Madrids Cristiano Ronaldo og Barcelonas Lionel Messi ligger henholdsvis nummer ni og 10 med indtjeninger på 44 millioner dollar og 41,3 millioner dollar.
Bokseren Floyd Mayweather toppede pengelisten sidste år, men i årets opgørelse er han røget ned på en 14. plads.
Golfspilleren Rory McIlroy ligger nummer 21 med 29,6 millioner dollar, mens formel 1-køreren Lewis Hamilton følger efter på en 26. plads med 27,5 millioner dollar. Den bedst betalte formel 1-kører er dog stadig Fernando Alonso, som har tjent 30 millioner dollar.
Antallet af kvinder i top 100 er i år steget til tre. Tennisspillerne Serena Williams, Maria Sharapova og Li Na er alle med i opgørelsen.
/ritzau/