Hollywood-stjernen Harrison Ford var mandag tæt på at ramme et passagerfly, da han skulle lande sit privatfly på en landingsbane ved John Wayne-lufthavnen tæt på Los Angeles i Californien.
Det skriver flere amerikanske medier tirsdag.
Ford sigtede efter den forkerte landingsbane og kom til at lande på en bane, passagerflyene normalt bruger til at komme til og fra lufthavnsterminalen.
Det resulterede i, at Ford fløj lige over et fly med 110 passagerer om bord.
Ingen kom dog til skade, og Ford fik landet sit fly uden problemer.
Passagerflyet kom også afsted på den planlagte tur mod Dallas kort tid efter.
Ford, der er kendt fra Indiana Jones- og Star Wars-filmene, brækkede i 2015 armen, da han styrtede ned med et gammelt fly fra Anden Verdenskrig på en golfbane i Santa Monica, Californien.
I 1999 måtte han også nødlande med en helikopter under en flyvetime.
Ford, der er kendt for at være flyentusiast, ejer flere fly og har ifølge sin logbog fløjet mere end 5200 timer. Han har tilladelse til at flyve og lande fly, vandfly og helikoptere.
/ritzau/Reuters