Tænk på et tal og find 12 milliarder kroner for at få regeringens vækstplan til at hænge sammen med mere offentlig velfærd.
Sådan vurderer Venstres økonomi- og kommunalordfører Jacob Jensen aftalen om effektivisering, som økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har indgået med de fleste offentligt ansattes forbund bortset fra FOA og Danmarks Lærerforening (DLF).
- Jeg mener ligesom (Anders) Bondo Christensen fra DLF, at aftalen er varm luft. Det er løse hensigtserklæringer, som man har svært ved at være uenig i. Men der er meget lidt - for ikke at sige intet - konkret i aftalens syv pejlemærker, siger Jacob Jensen.
Venstre får meget mere ind ved offentlig nulvækst. Pengene kommer blandt andet ved at udsætte offentlige institutioner for konkurrence, hvor regeringen har løftet foden fra speederen, påpeger han.
- Regeringen har lovet pengene væk til øget offentligt forbrug. Derfor skal den forklare, hvor den skaffer pengene fra, siger Jacob Jensen.
Vestager skal torsdag klokken 12 forklare sig ved et samråd i Folketingets kommunaludvalg. Hun kommer samrådet i forkøbet, påpeger han.
- Vi ser ikke noget formål med at gøre verdens største offentlige sektor yderligere stor. Det er vigtigere at skabe private arbejdspladser, siger han.
Venstre ønsker en takstkommissionen for uddannelser, men har opgivet ønsket om brugerbetaling for uddannelse, ligesom partiet har lagt afstand til at betale for at besøge den praktiserende læge som i Sverige og Norge, erkender Jacob Jensen.
- Der kan være noget ulogisk i, hvordan brugerbetaling er skruet sammen. Men vi har ikke sagt, at der skal ske brugerbetaling på de videregående uddannelser eller en øget brugerbetaling på sundhedsområdet, siger han.
/ritzau/