- Vi er enormt afhængige af dem. Derfor har vi snakket om, at vi skal have dem mere i spil.
Sådan siger Irene D. Lassen til TV 2 Østjylland. Hun er kandidat for Venstre ved tirsdagens kommunalvalg og siddende formand for Erhvervs- og Bosætningsudvalget i Samsø Kommune.
Og dem, som Samsø er afhængige af, er udlændingene på øen. I alt har 280 af øens omkring 3.700 borgere udenlandsk statsborgerskab. De er fra 39 nationer, og den største gruppe er fra Polen, efterfulgt af litauere, syrere og bulgarere.
- Vi tænkte, at så er det jo egentlig også ret væsentligt, at vi husker at kommunikere til dem, siger Irene D. Lassen til TV 2 Østjylland.
Venstre på Samsø har derfor lavet et opslag på polsk på Facebook. Her henvender partiet sig direkte til borgere med oprindelse i Østeuropa, og fortæller ikke kun at der er kommunalvalg, mens også om partiets erhvervs- og bosætningspolitik.
Blandt andet skriver Venstre, at "Samsø bør være et sted for et godt liv for alle, også udlændinge" og at "gode vilkår for virksomheder på øen" ... "betyder flere job for alle beboere."
- Der er jo ingen tvivl om, at en stor del af vores erhverv herovre slet ikke kan klare sig uden udlændingene, siger Irene D. Lassen til tv-stationen.
Hun oplyser desuden, at partiet arbejder på at oversætte opslaget til flere sprog - blandt andet russisk, som mange fra de østeuropæiske lande forstår.