- Det bliver ikke dyrere for den enkelte. Det bliver heller ikke billigere.
Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste uge i en video på Facebook, hvor hun varmede op til regeringens forslag til en finanslov.
Det blev præsenteret onsdag, og helt som ventet ser Venstre ganske anderledes på teksten.
Det bliver dyrere at være dansker, og det bliver dyrere at drive virksomhed. Sådan lyder det fra Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.
- Der er ikke ét forslag til, hvordan man vil skabe flere arbejdspladser og gøre Danmark rigere, hvilket i sidste ende er forudsætningen for, at vi fortsat kan investere i vores fælles velfærd, sygehuse, skoler, daginstitutioner og ældrepleje, siger Løhde.
- Tværtimod. Regeringen har kun forslag til, hvordan det bliver dyrere at drive virksomhed. Regeringen tredobler skatten på generationsskifte i familieejede virksomheder. Der reduceres i støtten til de frie skoler på 300 millioner kroner.
- Regeringen giver dødsstødet til vores succesfulde bredbåndspulje, hvilket i høj grad går ud over mulighederne for at skabe udvikling og bosætning i vores landdistrikter.
- Det er bekymrende, det regeringen fremlægger. Især når det sker på et tidspunkt, hvor det går hamrende godt for dansk økonomi, siger Løhde.
Regeringen har i sit forslag lagt op til, at der skal være udvalgte tilbagerulninger af tiltag fra den tidligere V- og VLAK-regering. Det gælder altså blandt andet en reducering af statens tilskud til de frie grundskoler.
Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, kalder Sophie Løhdes kritik "helt forkert".
- Venstre skyder i alle retninger. Da vi lavede en aftale med kommunerne, der styrkede velfærden, synes de, vi brugte for få penge. Nu har vi fremlagt et finanslovsforslag, der også styrker velfærden, og så er det pludselig vigtigt for dem, at det ikke bliver dyrere at være dansker, siger han.
- Jeg synes, at de skulle forholde sig mere seriøst til vores forslag. Og hvis de ønsker at bide til bolle, kunne de jo fremlægge deres eget forslag, så vi kan diskutere på et oplyst grundlag.
/ritzau/