Venstres kommuneforening i Vordingborg har ikke længere tillid til Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre.
I stedet peger den lokale partiforening på Kristian Jensen som ny Venstre-formand, skriver TV2 Øst.
- Jeg er bange for, at der vil være for meget fokus på Lars Løkke Rasmussens person, hvis han fortsætter som formand. Derfor ser vi ham gerne skiftet ud.
- Som tingene har udviklet sig i løbet af de seneste 14 dage, så ser jeg ikke nogen anden mulighed, siger Henning Larsen, formand for Venstres kommuneforening i Vordingborg, til TV2 Øst.
Venstre-gruppen i Vordingborg nåede fredag til enighed om, at meddelelsen ved tirsdagens hovedbestyrelsesmøde i Venstre bliver, at man ikke længere har tillid til Lars Løkke Rasmussen som partiformand.
- Vi har en næstformand (Kristian Jensen, red.), som jeg godt kunne se løfte opgaven. Men det må vi tage på tirsdag eller til det kommende landsmøde i efteråret, siger Henning Larsen til TV2 Øst.
Opbakningen til Lars Løkke Rasmussen har de seneste dage været i frit fald.
Fredag aften blev EU-parlamentariker Jens Rohde den hidtil mest prominente Venstre-politiker, som har taget offentlig afstand til Lars Løkke Rasmussen og ønsket ham afsat som partiformand..
Jens Rohde blev bakket op af otte lokale V-foreninger, Venstres Ungdom og byrådsgruppen i Viborg.
Lørdag bredte den jyske del af oprøret mod Løkke sig til Silkeborg og Randers, hvor kommuneforeningerne ligeledes har anbefalet Løkke at træde tilbage fra posten som Venstre-formand.
- Vi har i dag meddelt Løkke, at vi anbefaler, at han trækker sig. Vi anerkender hans politiske håndværk, han er dygtig, men hans sager overskygger Venstres politik og Venstres fremtid, siger Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V), til TV/Midt-Vest..
/ritzau/