Vejen frem for Venstre er at vise resultater ved magten. På to år har Venstre skabt flere private job, færre forsørges af det offentlige, indvandringen er strammet, og kernevelfærden er forbedret.
Det siger partiets politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.
- Da Venstres regering blev dannet for to år siden, pegede Lars Løkke Rasmussen på fire punkter. Det skulle han og hans regering måles på. På alle fire punkter har vi i dén grad leveret, siger Jakob Ellemann Jensen og tilføjer:
- Så det er jeg ikke så bekymret over.
Hvis der var valg nu, ville Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, blive statsminister i stedet for Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. Hun støttes af 89 røde mandater mod 86 blå mandater bag ham.
Det viser Voxmeters meningsmåling for Ritzaus Bureau.
Venstre var næsten dobbelt så store i meningsmålingerne, da Helle Thorning-Schmidt (S) var statsminister. Venstres vej frem går via regeringsmagten, mener Jakob Ellemann-Jensen.
- Vi havde bedre målinger, da Helle Thorning-Schmidt sad i Statsministeriet. Man kan så spekulere over, hvordan det kan være. Men Venstre bedste måde til at vende vore målinger på er at sidde i regering længst muligt, siger han.
- Dansk Folkeparti går med Socialdemokratiet imod højere pensionsalder. Er det svært for Venstre?
- Nej. Man skal tage det med et gran salt. Vi samarbejder glimrende med Dansk Folkeparti på alle vigtige politik-områder. Vi lavede en finanslov sammen sidste år, siger Jakob Ellemann-Jensen.
- Vi har lavet stramninger af udlændingepolitikken. De var helt nødvendige efter en periode med socialdemokrater ved roret.
DF vil maksimere sin indflydelse ved at samarbejde med S. Det holder ikke Jakob Ellemann-Jensen vågen om natten, forsikrer han.
/ritzau/