Vennerne efter Niels Helveg Petersens død: "Hvor vil vi dog savne dig!"

Natten til lørdag sov den tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen ind efter længere tids kræftsygdom.

Tidligere udenrigsminister og leder for De Radikale Niels Helveg Petersen er død. Han blev 78 år.

Efter længere tids kræftsygdom sov han ind natten til lørdag.

Kollegerne betragter ham som et fyrtårn i dansk politik. Her er, hvad de siger om ham:

* Margrethe Vestager, tidligere leder for De Radikale, på Twitter:

- Niels Helveg Petersen er død. Han ændrede Danmark, levede livet fuldt - en kæmpe med humor, varme, analytisk sans. Hvor vi dog vil savne dig.

Twitter, Vestager

* Uffe Ellemann-Jensen, tidligere Venstre-formand, til Ritzau:

- Det gør mig meget trist, for jeg har kendt ham i over 50 år. Lige fra han var ung nyvalgt folketingsmedlem. Jeg satte meget stor pris på ham. Han var meget munter og meget venlig. Og han kunne få alle til at grine.

KENDTE OG KONGELIGE: SE BILLEDERNE FRA NIELS HELVEGS LANGE LIV I POLITIK

* Mogens Lykketoft, tidligere S-formand, til Ritzau:

- Det gør mig meget ondt. Han var en god gammel kollega både i Folketinget og i regeringssamarbejdet, som jeg har haft meget glæde af at snakke med og arbejde sammen med i årenes løb.

* Peter Skaarup, gruppeformand for Dansk Folkeparti, på Twitter:

- Trist nyhed. Niels Helveg Petersen var en kollega, jeg respekterede højt. Tankerne går til familien.

* Sofie Carsten Nielsen, næstformand for De Radikales folketingsgruppe, på Twitter:

- Niels Helveg er død. Han var et fyrtårn af ro, vid og underspillet humor. Tak for alt. Hvil i fred. Og husk at leve. Det gjorde Niels.

* Holger K. Nielsen (SF), tidligere udenrigsminister, på Twitter:

- Niels Helveg, det politiske kompromis' mester, er død. Altid saglig, men også fuld af humor. En stor politiker er gået væk.

* Jakob Ellemann-Jensen, Venstres politiske ordfører, på Twitter:

- Én af de store er ikke mere. Tak for din indsats for Danmark og for et par dejlige og dygtige drenge! Æret være Niels Helveg Petersens minde.

* Pia Olsen Dyhr, formand for SF, på Twitter:

- Niels Helveg er død, så trist. Mine varme tanker til hele hans familie.

* Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokratiet, på Twitter:

- Niels Helveg Petersen er død. Niels vil blive husket som en stor politiker med humor, engagement, udsyn og indsigt.

* Naser Khader, folketingsmedlem for De Konservative og tidligere folketingsmedlem for De Radikale, på Twitter:

- Hvor trist. Alt for tidligt. Han var en af årsagerne til, at jeg i 1983 meldte mig ind i R. Æret være hans minde.

/ritzau/

UDVID

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.