Jake Angeli var muligvis præsident Trumps største støtte. Og han blev om nogen billedet på stormen på den amerikanske kongres, da han iført hat med horn og bar mave pludselig tonede frem i alverdens medier.
Men nu har tonen føret en anden lyd. Og han tilbyder at vidne i den kommende rigsretssag mod Donald Trump. Det fortæller Angelis advokat, Albert Watkins.
Ifølge AP var Angeli ”utroligt fascineret” af Trump, men nu føler han sig svigtet. Fordi han ikke blev benådet, da en lang række personer ellers fik eftergivet deres straf som en af Trumps sidste gerninger som præsident.
– Min klient troede på de utallige meldinger fra præsidenten. Han troede på Trump. Som adskillige millioner andre amerikanere følte han, at han for første gang blev hørt, siger advokaten – og henviser til, at hans klient følte sig inviteret indenfor i kongressen af den amerikanske præsident.
Jake Angeli sidder netop nu varetægtsfængslet og afventer sin retssag. Han er blandt andet sigtet for indbrud, for at hindre politiet i at udføre sit arbejde, for at hindre kongressens arbejde og for angreb med et farligt våben (Han var bevæbnet med et spyd under stormen på kongressen, red.).
Det er endnu uvist, om der skal føres vidner i rigsretssagen mod Trump. Men Albert Watkins mener, der er vigtigt, at Senatet for mulighed for at høre vidneudsagnet fra dem, der følte sig kaldet til oprøret fra præsidenten.