Godt nok slap den benamputerede OL-løber Oscar Pistorius for at sidde i fængsel, mens anklagemyndigheden forbereder sagen, hvor sydafrikaneren er anklaget for at have dræbt sin kæreste Reeva Steenkamp.
Men det betyder ikke, at "Blade Runner", som han kaldes, bare fortsætter sit liv, som om intet var hændt.
Tværtimod har begivenhederne den 14. februar om morgenen, hvor han skød og dræbte Steenkamp, sat sine spor, og Pistorius er i fare for at begå selvmord.
Det fortæller vennen Mike Azzie i hvert fald i en dokumentarudsendelse om drabet, som BBC3 sender mandag
- Han har ingen selvtillid i stemmen, og han ligner en, der bare går i cirkler uden at komme nogen vegne.
- Efter at have talt med ham vil jeg sige, at han er en nedbrudt mand, og jeg vil gå så langt som til at sige, at han er på randen af selvmord. Det bekymrer mig meget, siger Azzie i dokumentaren.
Oscar Pistorus skal for retten igen den 4. juni.
Han er tiltalt for med overlæg at have slået Reeva Steenkamp ihjel, selv om han påstår, at han troede, at hun var en indbrudstyv og derfor skød i selvforsvar.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.