En vejsidebombe eksploderede søndag blot 150 meter fra en bilkolonne, hvor lederen af FN-observatørerne i Syrien befandt sig.
Det fortæller øjenvidner til en korrespondent fra nyhedsbureauet Reuters, som befinder sig på stedet.
Der er ingen meldinger om døde eller kvæstede i eksplosionen, som fandt sted i byen Douma, der ligger kun 15 kilometer nordøst for hovedstaden Damaskus.
Chefen for observatørerne - den norske generalmajor Robert Mood - blev stoppet i sin bil ved en militær kontrolpost, da bomben gik af i en sidegade i nærheden.
FN-kolonnen forlod hurtigt området efter eksplosionen, lyder det.
Så sent som i tirsdags var en anden FN-kolonne i Syrien tæt på en sprængladning, der eksploderede. En af de danske FN-observatører var med i kolonnen, men slap uskadt fra episoden ifølge Hærens Operative Kommando (HOK).
Danmark har 10 observatører i Syrien.
FN-observatørerne er en del af den tidligere generalsekretær i FN, Kofi Annans, køreplan for fred i landet.
Reuters