Vejrkaos i Danmark: Her giver det store problemer
Sneen falder fortsat, men i knap så store mængder. Til gengæld kan snefygning drille bilisterne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix/arkiv
Sneen falder fortsat, men i knap så store mængder. Til gengæld kan snefygning drille bilisterne.

Selv om kulden fortsat har godt tag i landet, ser sneen ikke ud til at drille onsdagens morgentrafikanter i samme grad som tirsdag.

Undtagelserne er dog Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm, hvor det ikke blot er kraftigt snefald, men også snefygning, der volder problemer.

Hos Vejdirektoratet fortæller Khuram Shahzad, at sneplovene er i fuld sving med at rydde vejene.

- Vi regner med, at det værste er væk, når trafikken for alvor presser på.

- Men uanset hvad har DMI varslet om snefygning, og det skal man være opmærksom på, når man kører, siger han.

På Bornholm opfordrer politiet også fortsat til, at man kører med omtanke. Her sner det også fortsat en smule.

Også i Jylland er der risiko for snefygning, men på overvågningskameraerne ser det ud til, at vejene er fri for sne.

/ritzau/