Der var både jubel og champagne, da Vejles borgmester tirsdag modtog nyheden om, at Vejle får den nye politiskole.
- Jeg er selvfølgelig super glad for, at valget faldt på Vejle, og vi glæder os til at byde de nye politistuderende velkomne, siger Arne Sigtenbjerggaard (V).
Han mener, at Vejle kan tilbyde de perfekte forhold for den nye skole og dens politielever.
- Vejle har både de ideelle bygninger til undervisningslokaler, plads til at nybygge alle de specialiserede faciliteter og den ideelle placering lige ud til motorvejen og midt i Danmark.
- Det betyder, at det bliver let at tiltrække studerende fra hele Jylland og Fyn, siger Arne Sigtenbjerggaard.
Borgmesteren fremhæver, at politieleverne bliver del af byens studiemiljø. Det omfatter også mellemlange videregående uddannelser til blandt andet sygeplejerske, socialrådgiver og lærer.
Den tidligere Sygeplejeskole i Vejle bliver i Rigspolitiets rapport vurderet som "meget anvendelig". På den baggrund forventer Arne Sigtenbjerggaard, at de første politielever kan begynde på politiskolen allerede om et års tid.
Planen er, at den eksisterende bygning bruges til den teoretiske del af undervisningen, administration og kantine. Alle særlige funktioner som idrætsfaciliteter, skydesimulator og skydebane vil blive nybygget.
- En om- og tilbygning af ejendommen i Vejle vil derfor give Rigspolitiet en skole af samme kvalitet som en nybygget skole, lover Arne Sigtenbjerggaard.
Ombygningen kan ifølge Vejles borgmester sættes i gang, uden at det kræver en ny lokalplan.
Vil man sætte endnu mere tempo på processen, er en mulighed at lade den nuværende ejer af ejendommen, Nordea Ejendomme, stå for ombygningen.
Dermed kan man undgå at bruge tid på et offentligt udbud, fremhæver Arne Sigtenbjerggaard:
- Det er derfor muligt at komme i gang med at uddanne nye betjente i 2018.
Borgmesteren er også glad for, at Vejle med beslutningen samtidig beholder den efter- og videreuddannelse, som Rigspolitiet i forvejen har placeret i byen.
/ritzau/