Vatikanstaten, der ligger midt i den italienske hovedstad, Rom, har registreret sit første tilfælde af coronavirus.
Det siger Matteo Bruni, der er talsmand i Vatikanet, fredag.
Smitten blev opdaget torsdag. Dele af Vatikanstatens sundhedsklinik er efterfølgende blevet lukket ned for at blive gjort rent.
Akutafdelingen er dog fortsat åben, lyder det.
Der bor omkring 1000 indbyggere i den lille uafhængige stat, der er pavens hjemsted og et populært turistmål.
Det igangværende udbrud af coronavirus, der særligt har ramt Italien hårdt, betyder dog, at mange turister bliver væk.
- Vatikanstaten er tom, siger Annie Ojile, der er privat turguide i Rom, til det amerikanske medie NBC News.
Vatikanstaten har iværksat en række tiltag for at bekæmpe spredning af virusset. Blandt andet overvejes ændringer i pave Frans' planer.
Den 83-årige pave meddelte ved sin søndagsbøn i sidste uge, at han ville droppe en årlig tur til syd for Rom på grund af en forkølelse. Han var inden da blevet set snøfte og hoste, skriver nyhedsbureauet AFP.
Vatikanet understreger, at der er tale om en forkølelse, og at det altså ikke har relation til eksempelvis coronavirusudbruddet.
Næsten 4000 personer er blevet smittet med coronavirus i Italien. Omkring 150 mennesker har mistet livet som følge af smitten.
Den italienske undervisningsminister, Lucia Azzolina, meddelte onsdag, at alle skoler og universiteter vil være lukket fra torsdag og frem til 15. marts.
Globalt er over 98.000 mennesker blevet smittet under det igangværende udbrud af coronavirus. Over 3300 personer er døde som følge af smitte.
Det viser den seneste opgørelse torsdag fra det amerikanske Johns Hopkins University, der følger udbruddet tæt.
Udbruddet af coronavirus har sit epicenter i den kinesiske millionby Wuhan.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters