Varetægtsfængslet fodboldspiller er stadig på fri fod

Krimi
Den varetægtsfængslede og voldssigtede fodboldspiller Bernio Verhagen er mandag stukket af fra politiet. (Foto: Unknown/Ritzau Scanpix)

Fodboldspilleren Bernio Verhagen, der mandag stak af, påstår på Instagram, at han er på vej til Sverige.

Politiet har mandag aften endnu ikke anholdt den varetægtsfængslede og voldssigtede fodboldspiller Bernio Verhagen, som tidligere på dagen stak af fra politiet.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Hollandske Verhagen, der i november var på kontrakt i fodboldklubben Viborg FF, fik tidligere mandag forlænget sin varetægtsfængsling.

Men klokken 13.45 stak Verhagen af fra politiet i forbindelse med transport i Holstebro.

Siden har han lavet i hvert fald to opslag på Instagram. I det første antyder han, at han er i Aarhus. I det andet erklærer han, at han er uskyldig i sigtelsen og er på vej til Sverige for at besøge en god ven.

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi René Pagh fortæller, at politiet er bekendt med opslagene.

- Man må jo gerne skrive ting på Instagram, og vi følger da med i, hvad han skriver, siger han.

- Vi har fået en del henvendelser både fra folk, som har set ham, og fra folk, som har læst beskederne. Og vi vil stadig meget gerne have henvendelser, understreger René Pagh.

Tidligere mandag fortalte vagtchef Carsten Henriksen om flugten til B.T.:

- Han er under transport og er ved at blive afleveret i arresten, da han ser sit snit til at løbe. Han løber ned ad gågaden og ind igennem en sidevej, og så er han væk.

- Det sker helt udramatisk, men vi har ikke passet godt nok på ham, siger vagtchefen til B.T.

Den nye sigtelse, som mandag blev rettet mod 25-årige Verhagen, handler om vold mod ekskæresten fra 22. oktober til 13. november.

Ifølge sigtelsen har Verhagen gentagne gange slået sin 21-årige kæreste under et ophold på Palads Hotel i Viborg samt i en lejlighed i domkirkebyen.

Han skal ifølge sigtelsen også have "kastet rundt" med hende og skubbet hende hårdt op mod en væg. Det har ifølge en lægelig undersøgelse af kvinden medført omkring 40 blå mærker på ekskærestens krop.

For tre uger siden blev Verhagen varetægtsfængslet efter tumult i en kiosk i Viborg. Her franarrede han ifølge sigtelsen penge og pas fra sin chilenske ekskæreste, mens han skubbede og tvang hende på gulvet.

Verhagen har siden starten af november været centrum for en bizar sag.

5. november meddelte Viborg FF, at klubben havde skrevet kontrakt med den hollandske offensivspiller Bernio Verhagen.

Senere kom det frem, at han tilsyneladende ikke har evnerne til at spille professionel fodbold. Klubben mente, at den havde indgået en aftale med Verhagen under falske forudsætninger.

26. november opsagde Viborg kontrakten, og samme dag blev han anholdt i forbindelse med tumult i en kiosk på Banegårdspladsen i Viborg.

/ritzau/