Vanvittigt skudopgør i dansk by: Mand ramt i begge ben

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fået anmeldelse om skyderi i et boligområde.
Foto: Kim Haugaard/Scanpix/arkiv

En 22-årig mand er blevet ramt i begge ben ved en skudepisode i Næstved søndag eftermiddag.

- Vi får klokken 13.39 en anmeldelse om, at en person er blevet ramt af skud i begge ben. Han er ramt i venstre knæ og højre læg, siger vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Offeret for skyderiet, der fandt sted på Mosevej, er uden for livsfare.

- Der er tilsyneladende affyret to skud, men vi ved ikke, om han er ramt af begge skud, eller om det ene skud har såret ham i begge ben, siger Søren Østervig

Den 22-årige er i forvejen kendt af politiet, som ved 15-tiden dog ikke kan sige noget om motivet - herunder om skyderiet skulle være banderelateret.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har i halvandet års tid haft travlt med flere skyderier og voldsepisoder, der menes at udspringe af især to konflikter i rocker- og bandemiljøet.

Grupperne Satudarah og Mongols har en konflikt kørende, og det gælder også Satudarah og Bandidos.

Konflikterne har betydet, at politiet indførte visitationszoner i flere byer og forbød bander og rockere at opholde sig i deres klubhuse.

I december var konflikterne dog stilnet så meget af, at politiet ophævede visitationszoner i Nykøbing Falster, Stubbekøbing og Maribo,

Desuden fik Bandidos igen lov til at bruge sit klubhus i Næstved, mens Satudarah helt opgav sit klubhus i Maribo.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.