Ritzau
Opdateret kl. 11:30
Den Fynske Motorvej var lørdag morgen og formiddag spærret i østlig retning mellem Odense V og Odense SV, efter at der var kastet en sten ned fra en bro over den.
Motorvejen blev spærret tidligt lørdag morgen på grund af politiets efterforskning, men kort før klokken 11.00 er den blevet åbnet igen.
Klokken 03.09 natten til lørdag fik politiet en anmeldelse fra en bilist, som havde været tæt på at køre ind i en sten, som var kastet ned fra motorvejsbroen ved Spedsbjergvej.
Bilisten nåede at undvige stenen, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse lørdag morgen.
Kort efter fik en lastbil mindre skader, da den ramte stenen.
Politiet var natten til fredag ude at undersøge stedet, og lørdag morgen genoptog man undersøgelserne.
- Undersøgelserne vil pågå nogle timer endnu, skrev politiet kort efter klokken 09.00.
Kort før klokken 11.00 er motorvejen som nævnt åben igen.
- Vi er færdige på selve motorvejen, men er stadig i gang på broen, fortæller vagtchef Anders Therkelsen.
Lørdag formiddag er ingen anholdt i forbindelse med stenkastet, og politiet vil gerne høre fra vidner, som har befundet sig på motorvejen eller ved Spedsbjergvej og Blommelyst ved 03-tiden natten til lørdag.
For godt et år siden blev en tysk kvinde dræbt og hendes mand invalideret for livet, da familiens bil blev ramt af en betonklods, som blev kastet ned fra en motorvejsbro på Fyn.
Trods en intens efterforskning er det ikke lykkedes politiet at finde frem til gerningsmændene.
/ritzau/