Svingende hastighed og chikanekørsel var, hvad en 29-årig bilist udsatte en anden bilist for, da han onsdag aften kørte fra Ribe til Gram, oplyser lokalpolitileder i Haderslev Knud Kirsten.
- Den 29-årige mand, der kørte i en BMW, chikanerede bilisten bagved, en 48-årig mand, ved skiftevis at sænke og øge farten, siger Knud Kirsten.
Da bilisterne nåede et helleanlæg og en rundkørsel i Gram, kørte den chikanerende bilist venstre om, så den bagvedkørende nær var blevet ramt.
Den 48-årige mand tog sig til hovedet, da han fik nok af vanvidskørslen og dyttede af føreren af BMW'en.
Føreren af BMW'en kørte igen venstre om, da de nåede et nyt helleanlæg, og den 48-årige mand måtte undvige og til sidst bremse op. I chikanebilen sad også en anden mand.
- De to mænd, begge danskere, gik ud af BMW'en og forsøgte forgæves at hive hver sin dør op. Den 48-årige mand havde rullet sideruden ned, og den 29-årige bilist smadrede herefter ruden og uddelte to knytnæveslag i bilistens ansigt, siger Knud Kirsten.
De to mænd stak bagefter af, men godt to timer senere kunne Syd- og Sønderjyllands Politi berette om, at de havde anholdt chikanebilisten ved hans bopæl. Politiet søger stadig efter den anden mand i BMW'en.
Politiet har indtil videre sigtet manden for vold efter § 244. De vil senere drøfte, om han skal sigtes yderligere for hans uregelmæssige kørsel.
Han bliver fremstillet i grundlovsforhør over middag. Politiet søger stadig personer, der kan have været vidne til hændelsen.
/ritzau/