Finland har fået en ny mangemillionær, som har vundet landets hidtil største gevinst i det europæiske Eurojackpot-spil.
Vinderen, der får 29,5 millioner euro (over 220 millioner kroner), er fra byen Seinäjoki i det centrale Finland.
- Spillerens identitet er kendt, men vi har endnu ikke været i kontakt med vedkommende, siger en talskvinde for det statsejede selskab Veikkaus til netudgaven af tabloidavisen Ilta Lehti.
Gevinsten er angiveligt den største, siden Eurojackpot-lotteriet blev lanceret i marts 2012. Den tidligere gevinstrekord var på 27,5 millioner euro (omkring 205 millioner kroner).
Eurojackpot spilles i ni lande: Danmark, Tyskland, Estland, Finland, Island, Italien, Holland, Norge og Slovenien. Gevinster i Finland er sjældne.
Forud for udtrækningen af fredagens vinder havde finnerne spillet for 3,2 millioner euro (op mod 24 millioner kroner), hvilket er dobbelt så meget som sædvanligt.
/ritzau/FNB