Efter et par mislykkede forsøg var Cannondale meget opsatte på at få en etapesejr i Tour de France, og fredag lykkedes det for holdets slovakiske sprinter Peter Sagen i Albi.
- Det er fedt at få denne sejr. Vi har også pointkonkurrencen som delmål, men selvfølgelig er det fedt at få etapesejren. Det giver noget ro, siger Brian Vandborg.
Det italienske hold styrede begivenhederne og efterlod de øvrige sprinterhold trætte og halsende efter - til slut gav de andre sprintere op.
Og det havde den danske hjælperytter en hovedrolle i.
SPØRGSMÅL: Var det dig, der knækkede Cavendish?
- Ja, men det var så også kort tid, at jeg skulle arbejde for det. Hatten af for de andre, at de holdt hjem.
- Vi vidste, at vi var nødt til at ramme stigningen med fuld smask. Jeg kørte alt, hvad jeg kunne. Jeg tror, jeg førte indtil to og en halv kilometer til toppen.
- Målet var at sætte et tempo, så vi fik sat sprinterne, men ikke holdkammeraterne, og det synes jeg, at vi fik gjort til ug, kryds og slange.
Peter Sagan vandt etapen foran John Degenkolb (Argos-Shimano) og Daniele Bennati (Saxo-Tinkoff).
- Vi lagde en plan, og vi vidste godt, at det kunne blive svært. Vi prøvede fuldt ud, selvom nogle af dem havde lugtet lunten, at vi var ude på noget.
- Vi var nødt til at sætte en op at føre, og det var så mig. Vi skulle skyde den af på stigningerne. Vi havde den indlagte spurt som delmål, og så skulle vi vurdere derefter.
- På det tidspunkt havde vi stadig to minutter, og så kunne vi godt se, at de ikke kom op igen, siger Brian Vandborg.
/ritzau/