EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF) kan formentlig redde et mandat for Dansk Folkeparti, hvis han stiller op i Fredensborg-kredsen i Nordsjælland.
Det forudser Kasper Møller Hansen, der er professor og valgforsker ved Københavns Universitet.
Dansk Folkeparti har tre folketingsmedlemmer i Fredensborg-kredsen, men står til at miste et enkelt ved næste valg ifølge målinger, der er foretaget, inden Messerschmidt kandidatur blev kendt.
Det kan imidlertid ændre sig nu, mener forskeren.
- Det tror jeg faktisk. Messerschmidt vil med sin personlighed og ved det, at han er kendt og markant, være et plus. Jeg tror, at han vil kunne sikre, at der kommer tre mandater til DF igen, siger han.
Morten Messerschmidt har siddet i EU-Parlamentet i knap ti år, men ser altså ud til at gøre comeback i dansk politik inden længe.
Han vil søge opstilling i Fredensborg-kredsen ved et opstillingsmøde 30. maj.
I en periode var han sygemeldt i forbindelse med sager om misbrug af EU-midler.
Dansk Folkeparti har afsat over 2,5 millioner kroner, som skal betales tilbage til EU-Parlamentet. Pengene står ifølge partiet på en lukket konto, men endnu har ingen anmodet om dem.
Morten Messerschmidt undersøges i øjeblikket af EU's antisvindelenhed, Olaf. Derfor kan stemmeslugerens tilbagekomst også ende med at give bagslag.
- Træffer enheden en afgørelse, der går imod Dansk Folkeparti, kan der ligge en joker, der kan ramme Dansk Folkeparti ekstra hårdt, fordi Morten Messerschmidt vender tilbage til dansk politik, siger valgforskeren.
Dansk Folkeparti oplevede for nogle år siden en voldsom tilbagegang i meningsmålingerne på grund af pres fra Nye Borgerlige og sagerne om misbrug.
- Normalt taler de dunder mod bureaukrati og svindel i EU. Og så blev de beskyldt for at være en del af det menageri i Bruxelles. Derfor slog den dobbelt så hårdt for partiet, siger Kasper Møller Hansen.
Profilen Mette Thiesen fra Nye Borgerlige stiller også op i Fredensborg. Men hun står ikke til at komme ind i øjeblikket ifølge valgforskerens målinger.
- En af de interessante konkurrenter er Mette Thiesen, her vil der være en direkte konkurrence. De vil begge tage fat på de værdipolitiske emner, siger Kasper Møller Hansen.
Ved det seneste parlamentsvalg i 2014 fik Morten Messerschmidt 465.758 stemmer.
/ritzau/