Valg i Italien: Regeringsparti erkender nederlag

Mens partierne afventer resultatet af søndagens valg i Italien, har regeringspartiet PD kastet håndklædet.
AFP PHOTO / Miguel MEDINA
AFP PHOTO / Miguel MEDINA Foto: Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix

Optællingen af stemmesedlerne fra søndagens parlamentsvalg i Italien er natten til mandag stadig i gang, men det regerende socialdemokrati, Partito Democratico (PD), har allerede erklæret sig slået.

- Dette er et meget klart nederlag for os, siger landbrugsminister Maurizio Martina natten til mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det endelige resultat af valget ventes først at foreligge tidligt mandag morgen.

Ifølge valgstedsmålinger står PD til en opbakning på under 20 procent. Dermed bliver partiet sandsynligvis kun tredjestørst.

- Resultatet opfylder ikke vores forventninger. Det er klart negativt, understreger Maurizio Martina.

I alt ser den centrum-venstre-alliance, som PD er en del af, ud til at få 23,1 procent af stemmerne.

En gruppe af partier på højrefløjen bestående af tidligere premierminister Silvio Berlusconis Forza Italia, det indvandringskritiske Lega samt et par mindre partier står til 35,5 procent.

Protestpartiet Femstjernebevægelsen ligger til 32,5 procent.

Dermed er der ingen klar vinder af valget, og politiske kommentatorer i Italien siger ifølge AP, at valgstedsmålingerne peger i retning af et parlament, hvor der skal forhandles på kryds og tværs for at opnå et flertal.

Analytiker Lorenzo Codogno advarer ifølge AP om, at forhandlingerne om at danne en ny regering vil blive "langvarige og komplicerede".

Han forventer også, at de internationale finansmarkeder vil reagere negativt på Femstjernebevægelsens stærke valgresultat.

Partierne afventer ifølge AP med at kommentere søndagens valg yderligere indtil det endelig resultat bliver offentliggjort.

Lederen af Lega, Matteo Salvini, har indkaldt til et pressemøde mandag middag.

Anført af Salvini har partiet opnået en kolossal fremgang fra bare fire procent ved valget for fem år siden til næsten 18 procent ifølge målingerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.