Valg i Grønland: Venstrefløjsparti lykønsker Siumut sejr

Partiet IA's formand erkender, at Siumut bliver valgets vinder. Begge partier står til stor vælgerflugt.
- Jeg har netop talt med Siumuts formand og lykønsket ham med det flotte valgresultat, da det ser ud til, at Siumut vil fortsætte som det største parti her i landet, siger Venstrefløjspartiet Iniut Ataqatagiits' formand, Sara Olsvig.
- Jeg har netop talt med Siumuts formand og lykønsket ham med det flotte valgresultat, da det ser ud til, at Siumut vil fortsætte som det største parti her i landet, siger Venstrefløjspartiet Iniut Ataqatagiits' formand, Sara Olsvig. Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix/arkiv

Venstrefløjspartiet Iniut Ataqatagiits' (IA) formand, Sara Olsvig, erkender valgnederlag til Siumut ved valget til det grønlandske landsting.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

- Jeg har netop talt med Siumuts formand og lykønsket ham med det flotte valgresultat, da det ser ud til, at Siumut vil fortsætte som det største parti her i landet, siger hun.

- Jeg lykønsker dermed Siumut på vegne af Inuit Ataqatigiit, tilføjer hun.

Tidligt onsdag morgen mangler kun stemmerne på et enkelt valgsted at blive talt op.

I målingen står Siumut, der ofte betegnes som Socialdemokratiets grønlandske søsterparti, til 26,8 procent af stemmerne, mens IA står til 26,1 procent.

Begge partier står til stor vælgerflugt i forhold til sidste valg.

Siumut står til en tilbagegang på 7,5 procentpoint, mens IA står til en tilbagegang på syv procentpoint.

Mens grønlænderne stadig venter på det endelige resultat, kan det socialliberale parti Demokraterne glæde sig over en stor fremgang.

Således står partiet til en fremgang på hele 7,8 procentpoint i forhold til valget i 2014.

Samtidig er der comeback til partiet Atassut, der har mistet sine landstingsmedlemmer siden valget i 2014, skriver Sermitsiaq.

Partiet står til mindst et og måske to mandater til landstinget med opbakning fra omkring seks procent af grønlænderne.

En omtælling af stemmerne i Grønlands næststørste by, Sisimiut, gør, at det endelige valgresultat lader vente på sig.

Det skriver Grønlands Radio (KNR).

Det er dermed endnu for tidligt at sige, hvornår der ligger et endelig resultat, lyder det fra valglederen af kredsen.

Der er knap 4000 stemmeberettigede i Sisimiut.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.