Valg: Dilma vinder i tæt opgør
Præsidenten for verdens femtestørste nation vandt med blot 51,5 procent af stemmerne.
leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Det blev til en sejr og et genvalg til Brasiliens siddende præsident Dilma Rousseff, der søndag aften kunne gå på scenen i landets hovedstad Brasilia og lade sig hylde som vinder efter en spændende afslutning.
Dilma Rousseff og hendes Arbejderparti vandt det ekstremt tætte valg med 51,5 procent af stemmerne, hvilket gør det til det mest jævnbyrdige valgresultat i de sidste 30 år, hvor landet har haft demokrati. Rousseff og Arbejderpartiet har siddet ved magten siden 2003, og den regeringstid er nu blevet forlænget med fire år, selv om der har været store uroligheder i verdens femtestørste land i den seneste tid.
Dilma Rousseff er gennem årene blevet rost for regeringens socialpolitik, der har trukket millioner af brasilianere ud af fattigdommen. Men så sent som denne sommer var der daglige demonstrationer og stor utilfredshed med landets store milliardforbrug under VM i fodbold landet over. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen