FN's Sikkerhedsråd har fredag aften valgt fem medlemmer, der skal optages i Sikkerhedsrådet fra næste år.
Polen, Peru, Elfenbenskysten, Kuwait og Ækvatorialguinea bliver de nye ansigter i Sikkerhedsrådet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Organisationen Human Rights Watch (HRW) er utilfreds med, at Ækvatorialguinea får plads i det magtfulde råd. HRW arbejder for at udbrede menneskerettigheder.
- Landet har en lang historie for at chikanere og blande sig i arbejdet med at udbrede menneskerettigheder, siger Louis Charbonneau, der er organisationens FN-chef, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Charbonneau håber, at Ækvatorialguinea "ikke prøver at forhindre forsøg på at udbrede menneskerettigheder i Sikkerhedsrådet".
Sikkerhedsrådet har 15 medlemslande, hvoraf de fem er permanente. De fem er USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig.
De nye lande vil begynde deres toårige periode i Sikkerhedsrådet fra januar 2018. Det sker, efter at de 193 medlemmer af FN's Generalforsamling godkendte landenes kandidaturer.
Selv om der ikke var andre kandidater end de fem lande, skulle kandidaterne stadig bruge mere end to tredjedele af stemmerne for at blive valgt.
Det blev imidlertid ikke noget problem: Elfenbenskysten fik 189 stemmer, Ækvatorialguinea fik 185, Kuwait fik 188, Polen modtog 190, mens 186 stemte på Peru.
FN's Generalforsamling stemte også for at godkende en anmodning fra Holland og Italien, der ønsker at dele en toårig periode imellem sig.
Det betyder, at Holland vil overtage Italiens plads i 2018.
Sikkerhedsrådet er det eneste organ i FN, der kan udstede juridisk bindende dekreter. Rådet har desuden magt til at indføre sanktioner.
Der er øremærket fem sæder til afrikanske og asiatiske lande i FN's Sikkerhedsråd.
Et sæde er desuden reserveret til østeuropæiske stater, to er forbeholdt til sydamerikanske stater og stater fra Caribien, mens to er reserveret til stater i Vesteuropa og andre steder.
/ritzau/