Vagt-formand efter terrorangreb: Beredskabet i Danmark er meget højt

Terrorangrebet i Manchester Arena har ikke rystet Danmark. Vagter har været i skudlinjen de seneste par år, mener Serviceforbundets formand John Dybart.
"Vi havde, inden alle terrorsagerne eskalerede, konflikthåndteringskurser. Det har vi stadig", siger forbundsformand John Dybart om, hvad der bliver gjort for Vagt- og Sikkerhedsfunktionærerne.
"Vi havde, inden alle terrorsagerne eskalerede, konflikthåndteringskurser. Det har vi stadig", siger forbundsformand John Dybart om, hvad der bliver gjort for Vagt- og Sikkerhedsfunktionærerne. Foto: serviceforbundet.dk

- Det, der er sket i Manchester, har ikke fået det hele til at ryste. Beredskabet ved både events og i det hele taget i Danmark er meget højt i forvejen. Det kan næsten ikke blive højere. 

Kommentaren kommer fra Forbundsformand i Serviceforbundet John Dybart, der fortæller, at sikkerheden er ekstrem høj i Danmark sammenlignet med andre lande.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Sent mandag aften ramte eksplosion Manchester Arena i England efter en koncert med den amerikanske pop-prinsesse Ariana Grande. Mindst 22 personer meldes dræbt og 59 personer såret.

Men selvom forbundsformanden mener, at sikkerheden er i top i Danmark, så er det klart, at terrorangrebet påvirker Vagt- og Sikkerhedsfunktionærerne, som Serviceforbundet dækker over. 

Det er nemlig typisk vagter, der står udenfor koncertsteder rundt om i verden og skal sørge for, at koncertgængere har billetter med, men ikke mindst at de ikke medbringer noget ulovligt. 

- Det er hele branchens ansatte, der bliver påvirket af det. Hvad enten man er ved en koncert eller strøgvagt eller andet vagtarbejde. Men der har været så mange episoder, så man kan ikke skille det fra hinanden, siger John Dybart.

Giver konflikthåndtering og psykologhjælp

Forbundet har ikke fået nogen henvendelser fra medlemmer, siden angrebet i går, men ellers har de også særlige procedurer både forebyggende og efter sådanne episoder. 

- Vi prøver naturligvis at gøre det så godt som muligt. Vi havde, inden alle terrorsagerne eskalerede, konflikthåndteringskurser. Det har vi stadig. Og vi har været gearet med psykologer på forkant, siger formanden.

Og derfor er John Dybart desværre heller ikke overrasket over, at vagter igen er i skudlinjen for terror.

- Det har man været længe, og det har været stigende gennem år.ene Rent praktisk betyder det, at der nu er flere folk på opgaverne. Det er for at dække hinanden bedre ind. Men det er ikke på terror-delen alene, siger John Dybart.

De sætter generelt flere vagter på opgaver, hvor risikoen for slåskampe eller ballade er høj.  

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.