Værftarbejdere advarer tyve: Vi er vant til at svinge de store mukkerter

Natten til onsdag fik Rødvig Skibs- og Bådebyggeri A/S besøg af en indbrudstyv. Nu advarer medarbejderne andre tyve om at prøve det samme.
Fra højre: Jens Rolighed, Filipos, Nicholas, Joachim, Hans, Morhaf.
Fra højre: Jens Rolighed, Filipos, Nicholas, Joachim, Hans, Morhaf. Foto: Rødvig Skibs- og Bådebyggeri A/S

En kraftig dame forsøgte natten til onsdag at bryde ind på skibsværftet i Rødvig. Men i stedet for at finde, hvad hun ledte efter, stødte hun på en af værftets medarbejdere.

Det var lærlingen Nicholas, og tyven fik hurtigt benene på nakken og stak af i en Peugeot stationcar.

Nu advarer værftets medarbejdere tyven om at komme tilbage i et opslag på Facebook, der er blevet overraskende populært.

I hvert fald er de godt 4.500 kommentarer kommet bag på indehaver af Rødvig Skibs- og Bådebyggeri A/S, Jens Rolighed.

- Jeg har været på Facebook lige fra starten, og det er det vildeste, jeg har prøvet. Det har ramt lige, hvor folk kunne forstå det, siger han til Avisen.dk.

På billedet står de ansatte og ser truende ud, mens de holder store mukkerter og værktøjer i hænderne.

“Kære indbrudstyv... Du skal vide at vi hernede arbejder lidt på alle tider af døgnet... Du må godt sprede budskabet til dine 'kollegaer' - der er næsten altid nogen hernede på værftet. Og vi er vant til at svinge de store mukkerter,” står der blandt andet i opslaget.

Artiklen fortsætter under billedet.

I ser noget truende ud - skal det forstås sådan, at hvis man prøver at bryde ind hos jer, kan man blive slået ned med en mukkerter?

- Nej, det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, for det må man ikke. Men det var et signal om, at vi er der hele dagen, og det er et forsøg på at skræmme tyve væk, for vi er der hele tiden. Vores gutter er verdens sødeste folk, siger indehaver Jens Rolighed, der beskriver opslaget som en sjov gimmick.

Indbrudsforsøget er ikke meldt til politiet, da værftet hverken fik noteret bilens registreringsnummer, mens overvågningsbillederne heller ikke viste noget brugbart.

Ifølge Jens Rolighed var det givetvis værftets sommerrestaurant, der ligger i samme bygning, som tyven gik efter.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.