Der er 700.000 danskere i risikogruppen; i en særlig risiko for at få influenza A i en udgave, der kan føre til døden. Og halvdelen af de 700.000 når ikke at blive vaccineret i tide.
Influenzaepidemien ventes nemlig at toppe om tre-fire uger, og der går 10-14 dage fra man får vaccinen, til den virker. Så selv hvis alle fik sprøjten i dag, ville det stadigvæk ikke være muligt at gardere mere end halvdelen af Danmarks svage mod den farlige influenza.
De ekstra udsatte vil dog være garanteret behandling, hvis de bliver syge.
"Borgerne i risikogruppen kommer forrest i køen, hvis der mangler Tamiflu. Det kan der nemlig godt komme til at mangle på apoteket, men vi har store lagre, så alle der er i risikogruppen, kan få det," fortæller direktør i Statens Seruminstitut, Nils Strandberg Pedersen, til Nyhedsbureauet Newspaq.