Det er tabubelagt, men flere, end du aner, døjer med tisseri om natten – og mange når ikke altid ud på toilettet.
I mange tilfælde sker den slags uheld helt uden, at du ved, hvad der er foregået. Du vågner op og alt dit sengetøj er vådt … og rigtig mange gange sker det, når folk har været fulde, forklarer uroterapeut, specialist i urinveje, Siri Harket fra Ullevål Universitetssygehus til kk.no.
- Visse voksne tager det her med sig ind i voksenlivet. Og mange fortæller, at det især sker, når de har været ude og drikke øl, men der er ingen forklaring på, hvorfor det sker.
Men uanset hvad grunden er, kan det være en god idé ikke at drikke for meget under byturen, hvis du ofte oplever det.
Det er et tabubelagt emne
I Norge er det omtrent 0,5 procent af alle voksne, som plages af problemet. Yngvild Ytrehus, som til dagligt arbejder med både voksne og børn, der har urinvejsproblemer, kender til rigtig mange tilfælde, hvor det får store konsekvenser.
Det er nemlig et stort tabu at tisse i sengen.
- Det er som med alle andre problemer af den art meget svært at måle de nøjagtige tal, fordi det er et tabubelagt problem. De fleste, der er ramt af det her, snakker ikke med andre om det, hvilket medfører betydelige problemer i relationen til andre. Det er svært at snakke med sin kæreste/partner om, siger hun.
Desuden fortæller hun, at endnu flere døjer med at holde på vandet i dagtimerne og de har ofte også problemer om natten, men tæller med i en anden kategori, når der måles statistik, og derfor er tallet nok noget højere.
Sådan nedsætter du risikoen
Endnu større er tallet for dem, der hver nat står op en eller flere gange for at tisse. De fleste gange når de toilettet, men det skaber en ubalance i deres søvnrytme og kan skyldes mange ting.
Lider du af det problem, skal du i første omgang forsøge dig med disse gode råd – og hjælper det ikke, bør du søge læge:
1. Undgå at spise og drikke i timerne før din sengetid
2. Skær ned på alkohol og drikke med koffein
3. Skær ikke ned på dit totale væskeindtag
4. Husk at tisse, før du går i seng
5. Før en væske-dagbog, da det kan give dig overblik
6. Overvej om der er andre grunde til, at du skal op om natten evt. stress