Ni studerende meldes dræbt i Nigeria, efter at bevæbnede mænd angreb en privatskole midt under en eksamen.
Det blodige angreb fandt sted i den nordøstlige del af landet - et område, hvor den islamistiske gruppe Boko Haram holder til. Det er dog uvist, om den militante bevægelse står bag.
- Jeg var på skolen, da jeg pludselig hørte skud, siger David Buba, en studerende på skolen, og tilføjer, at han mistede en ven under skyderiet.
- Jeg troede først, det fandt sted uden for skolen, men da jeg så, at folk begyndte at løbe, så gemte jeg mig. 30 minutter senere blev lig af studerende båret ud, siger han.
Formodede Boko Haram-medlemmer angreb natten til mandag også en anden skole i det nordlige Nigeria, siger landets hær. Syv studerende og to lærere blev slået ihjel. To gerningsmænd blev også dræbt.
Boko Haram har stået bag en række angreb i det nordlige region og har intensiveret deres oprør de senere år.
Det anslås, at omkring 3000 mennesker har mistet livet siden 2009 i den nordlige og centrale del af landet på grund af Boko Harams forbrydelser.
/ritzau/AFP