Der er ikke nok, at Skat genåbner flere afgjorte skattesager mod udlandsdanskere, fordi fotomodellen Camilla Vest og hendes mand blev frifundet i Østre Landsret og Landsskatteretten.
Skat skal igennem en advokatundersøgelse for "justitsmord" mod fotomodellen.
Sådan lyder det fra forhenværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). Han har kaldt skatteminister Holger K. Nielsen (SF) i hasteforespørgsel i Folketinget om sagen.
- Camilla Vest og hendes mand var udsat for et justitsmord fra skattevæsnets side. I byretten spørger forsvareren, om Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag har indflydelse på sagen. Det får de at vide, at den ikke har, siger han.
Camilla Vest fik i byretten i Helsingør et år og ni måneders fængsel samt en bøde på 6,6 millioner kroner. Da Skat København i 2010 frifandt Stephen Kinnock, blev hun frifundet i landsretten og Landsskatteretten.
- I landsretten blive Camilla Vest pure frifundet, fordi hendes sag er fuldstændig lig med Kinnock-sagen.
- Det helt kriminelle er, at Skat ved, at man har truffet en anden afgørelse i Kinnock-sagen om, at man godt må arbejde i mindre omfang i Danmark, siger Claus Hjort Frederiksen.
Camilla Vest blev kun frifundet, fordi Helle Thorning-Schmidt fremlagde afgørelsen i Kinnock-sagen, mener han.
- Det er en retspolitisk skandale, som Skat er nødt til at rydde op i, siger Claus Hjort Frederiksen.
Det rækker ifølge ham ikke, at Skat beslutter at genåbne andre skattesager samme dag, som skatteministeren skal besvare en hasteforespørgsel i Folketinget.
- Vi skal bede nogle uvildige trænge til bunds i denne sag i en advokatundersøgelse. Skat Nordsjælland spurgte Skat København, om Kinnock-sagen havde indflydelse, men blev mødt med tavshedspligt, siger Claus Hjort Frederiksen.
Skatteministeriet fastslår i en pressemeddelelse, at der i de to sager var både forskel på arbejdsmønstret og personernes ophold i øvrigt, og derfor ikke har noget med hinanden at gøre.
/ritzau/