- Hvorfor har I au pair? Hvorfor skal hun med?
De spørgsmål stillede Venstres kulturordfører Britt Bager med stor undren sine gode venner, advokat Eva Persson og it-værksætter Bjarke Salomonsen, da de var sammen på Store Bededagsferie i Tyskland.
Venstre-profilen undrede sig samtidig over, hvorfor den medrejsende unge kvinde ikke tog mere fra på turen.
- Jeg troede, at hun skulle arbejde mere. Dække bord og tage ud igen i stedet for at være isoleret på sit værelse, lød det fra Britt Bager, da hun tirsdag sad i vidneskranken i retten i Lyngby for at fortælle om sit indtryk af vennernes unge pige i huset, 25-årige spanske Doriana Gómez de la Torre.
Støttet af fagforbundet FOA kræver Doriana Gómez de la Torre 140.000 kroner af sin nu tidligere arbejdsgiver, Eva Persson. Månedslønnen på 4.000 kroner plus kost og logi og andre goder var alt for lav arbejdsmængden taget i betragtning, mener FOA, der fører sagen for den spanske kvinde.
I retten forklarede Britt Bager tirsdag, at hun havde været på gentagne besøg hos vennerne i Klampenborg, men at hun ikke havde set så meget til Doriana Gómez de la Torre. Det kunne, bemærkede Doriana Gómez de la Torres advokat, måske forklares med, at besøgene ofte fandt sted i weekender, hvor hushjælpen havde fri.
På turen til Tyskland bemærkede Britt Bager, at Doriana Gómez de la Torre sov længe og først stod op, da hun blev vækket af Bjarke Salomonsen. Det var Eva Persson, der tog sig af parrets lille søn, Columbus, i morgentimerne.
Arbejdede Doriana Gómez de la Torre på turen, blev Britt Bager spurgt i retten.
- På ingen måde, lød V-profilens svar.
90.000 kroner af det samlede krav på 140.000 kroner er lønefterbetaling beregnet efter husassistenternes overenskomst.
Dertil kommer krav om godtgørelse begrundet i, at ansættelsesbeviset ikke var i orden, og at der var tale om forskelsbehandling på grund af nationalitet, fordi det af en korrespondance i sagen fremgik, at der angiveligt var en sammenhæng mellem Doriana Gómez de la Torres løn og hendes manglende danskkundskaber.
Eva Persson har i retten afvist Doriana Gómez de la Torres krav. Der falder dom i sagen den 9. januar 2018.