Det kan godt være, at Venstre og Liberal Alliance sidder i regering sammen. Men det er ikke alle i Venstre, som er imponerede af LA's ageren i den seneste tids kaotiske tilstande i blå blok.
Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, langer ifølge Ekstra Bladet i sit nyhedsbrev ud efter LA.
- De udsagn, der er fremkommet fra Liberal Alliance under forhandlingerne - herunder ikke mindst de krav, der formuleredes på de sociale medier straks efter indgåelsen af en aftale - vidner imidlertid om et regeringsparti, der både har storhedsvanvid og mindreværdskomplekser - samtidig vel at mærke.
Preben Bang Henriksen henviser til en episode fredag 8. december. Her blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om en finanslovsaftale.
Samme dag gik flere LA-profiler - heriblandt leder og udenrigsminister Anders Samuelsen - ud på sociale medier og erklærede, at partiet også havde sikret "de største skattelettelser i mands minde".
LA'erne henviste til forhandlingerne om en skatteaftale, som ifølge dem altså stort set var i hus. Og LA lod omverdenen vide, at partiet kun ville stemme for finansloven, hvis skatteaftalen var lavet inden jul.
Den trussel droppede LA endegyldigt tirsdag aften i denne uge. Og fredag vedtages finansloven for 2018 med LA-stemmer.
Forhandlingerne om skat er sat på pause. De genoptages i januar.
DF har gentagne gange udtalt, at de ikke har lovet regeringen noget som helst. Støttepartiet kræver yderligere udlændingestramninger for overhovedet at ville lave en skatteaftale.
Preben Bang Henriksen er spændt på at se, hvordan forholdet til LA udvikler sig.
- Man hører af og til om begrebet "utroskab til julefrokosten". Heldigvis medfører denne begivenhed ikke altid efterfølgende skilsmisse.
- På tilsvarende vis kan vi konstatere, at LA - der over en måneds tid (som trofast regeringsparti) stålsat havde underholdt med at ville stemme imod finansministerens forslag til finanslov - nu heldigvis er kommet ned fra træet, hvorefter skilsmissen er undgået.
- Om samlivet så bliver bedre, må tiden vise, skriver han.
/ritzau/