Integrationsminister Inger Støjberg (V) har sammen med en række andre prominente Venstre-profiler fået en decideret møgsag på nakken.
Ministeren har sammen med den lokale Venstre-afdeling i Skive, hvor hun er opstillet, holdt det hemmeligt, at erhvervsklubben Erhvervsforum 2 støttede hende økonomisk under sidste folketingsvalg i 2015.
Og det er et brud på partistøtteloven. I værste tilfælde kan det straffes med bøde og fængsel op til fire måneder. Det skriver Politiken lørdag.
Økonomiske bidrag på mere end 20.000 kroner skal nemlig oplyses til myndighederne, og det er Erhvervsforum 2’s bidrag aldrig blevet.
Inger Støjberg beklager miseren, som hun kalder en fejl.
- I forhold til indberetningen så kan jeg forstå, at der er sket den fejl, at de oplysninger som min egen kreds, Skive-kredsen, har sendt videre til Venstre i Region Midtjylland ikke er blevet sendt videre til Region Midtjylland, som de skulle. Det har Venstre i Region Midtjylland beklaget, for den slags skal der naturligvis være styr på, fortæller hun til Politiken.
Integrationsministeren er slet ikke den eneste Venstre-spids, der har fået penge, som ikke er blevet indberettet, som loven foreskriver det.
Det samme gælder ministerkollegerne Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen og Esben Lunde Larsen.
Brøleren har nu kostet to organisatoriske Venstrefolk jobbet. Den ene er Christian Juhl, formand for Venstres bestyrelse i Region Midtjylland, og den anden er Ernst Kronvold Frederiksen, kasserer i samme bestyrelse.
Ifølge Viborg Stifts Folkeblad har de to undladt at indberette, hvor mange penge Venstres folketingskandidater i Region Midtjylland har modtaget tre år i træk. Det drejer sig om årene 2014, 2015 og 2016