Brandmænd slås tilsyneladende forgæves med ustyrlige brande på den indonesiske ø Sumatra, og den kraftige røgudvikling har betydet, at smogniveauet sætter rekord i millionbyen Singapore.
Fredag formiddag nåede smogindekset i Singapore det kritiske niveau 400, som er det højeste hidtil målt. Det kan medføre fare for helbredet.
- Vi har knoklet med ilden i døgndrift i to uger, siger Ahmad Saerozi, som er chef for bevarelsen af naturressourcer i den indonesiske provins Riau.
- Vi er overvældede og i undtagelsestilstand.
160 brandmænd slås med ilden i Bengkalis-området, hvor de største brande raser, primært i tørv.
- Det er nødvendigt, at fly kaster vand ned så hurtigt som muligt. Vi kan ikke gøre dette arbejde alene, siger Ahmad Saerozi.
Den skarpe røg indhyller Singapore og trænger ind i boliger. Smogniveauet er så voldsomt, at det er til skade for ældre og folk med lungesygdomme.
Røgen kommer fra brændende tørv, der går ned i tre-fire meters dybde.
- Det brænder fortsat under overfladen, så vi bliver nødt til at stikke en vandslange ned i tørven for at slukke ilden.
- Det tager en til to timer at slukke ilden på en hektar, og når den er slukket, har ilden taget fat andre steder. Vinden flytter ilden til nye områder.
/ritzau/AFP